fbpx

”At have et stort netværk i en by er en gave og særligt her i Esbjerg”

Stillingsopslagene til Co-Business Graduate Programmet (Co-Bu) 2022 er blevet offentliggjort og i den forbindelse, har vi taget en snak med de, der allerede er graduates i programmet.
Vi har spurgt dem om, hvordan det er at starte som graduates, hvordan det er at være i Esbjerg eller komme retur til Esbjerg og ikke mindst, hvilke ord de vil give kommende ansøgere med på vejen.
I denne artikel kan du læse om Rune og Frederik, der oprindeligt kommer fra Esbjergområdet, og høre deres argumenter for at vende snuden hjemad igen.

Det er en kølig morgen og solen har netop fået kastet sine stråler over de sidste dele af Esbjerg, da vi tjekker ind hos Deloitte, som lægger rammer til dagens interview. Vi har fået lov til at låne mødelokalet Fanø, der besidder en særlig social ånd med sofaer, bordfodboldbord og en bar med både barstole og kolde køleskabe. Her er vi i selskab med de to Co-Business Graduates Frederik Degn Abrahamsen og Rune Grumsen.

Det er en fed hverdag, vi har her ved Deloitte, fortæller Rune, der har sin daglige gang her som graduate.
Det der nok er lidt særligt ved Deloitte, det er, at der er rigtig mange unge mennesker, der arbejder her, hvilket I måske også kan se herinde. Deloitte er en virksomhed, som er vant til at tage mange nyuddannede ind, og det kunne jeg også selv mærke, da jeg startede tilbage i september.

Og det er ikke kun Rune, der er glad for sin første virksomhed i Co-Business Graduate Programmet. Frederik, der er graduate hos Viking Life-Saving Equipment, udtrykker nemlig også sin begejstring overfor os.

Hos Viking har det også været en god start. Min afdeling har været gode til at lave noget socialt sammen, og så er jeg ellers bare blevet kastet ud i strategiafdelingen. Det har været en løbende start, hvilket har været spændende og udfordrende, synes jeg. Det har givet utroligt meget.

Det er ikke længe siden, at Co-Business Graduate Programmet begyndte, men der er allerede kommet meget læring ud af det, oplever de. Også Rune tilføjer, hvordan han har oplevet indlæringen hos Deloitte.

Da jeg startede ved Deloitte, havde jeg ikke noget kendskab til revisionsbranchen, men der er en stejl læringskurve her, hvor man hele tiden får mere og mere komplekse arbejdsopgaver og mere komplekse assistancer at arbejde med.
Derfor vil jeg sige, at den mest spændende opgave ved Deloitte, det er altid den seneste opgave, man har haft, fordi man simpelthen lærer noget nyt hver gang.

For mig har det været en smule anderledes sat op i Viking, fortsætter Frederik,
Man kan sige, at det har været en masse delopgaver indenfor det samme område. Hos Viking har jeg siddet og arbejdet med forretningsplanen for 2025, og det har nok været lidt en professionel drøm i forhold til det, jeg har læst. Jeg har nemlig fået lov til at være en del af virksomhedens kernestrategi og være med i processen helt fra ende til anden – fra alt det bagvedliggende arbejde til nu og efter årsskiftet, hvor vi skal til at udrulle og implementere.

FAKTABOKS:

I Co-Business Graduate Programmet roterer hver graduate helt unikt mellem flere forskellige virksomheder i syv måneder ad gangen. Afslutningsvist returnerer hver graduate til deres første virksomhed i de sidste tre måneder.

Co-Business graduate Programmet starter hvert år i september.

Hvert efterår kan man møde os og høre mere om graduate programmet ved diverse online- og offline arrangementer samt karrieremesser. 

I januar bliver der hvert år offentliggjort nye stillinger.

Co-Business graduate Programmet er udviklet og faciliteret af Education Esbjerg.
Vi samarbejder med forskellige virksomheder i Sydvestjylland.

Indtil videre har vi samarbejdet med følgende virksomheder: 

Blue Water Shipping,
Deloitte,
Esbjerg Kommune,
Kirk Larsen & Ascanius,
Semco Maritime,
Sikkerhedsstyrelsen,
Telesikring
Viking Life-Saving Equipment.

Jeg har også oplevet det sådan, at der er en vis åbenhed overfor os kandidater, og at vores rotationer ikke er noget, der bare skal overstås, men er noget, der skal give en værdi

- Frederik Degn Abrahamsen

En af Frederiks professionelle drømme er altså forholdsvist hurtigt blevet til virkelighed gennem Co-Bu Graduate Programmet, og en af grundene til det, mener Rune, er Co-Bu virksomhedernes åbenhed overfor de kandidater, de får ind.

Jeg synes, det virker som om, virksomhederne i Co-Bu Graduate Programmet har et åbent sind. Det virker som om, de er relativt fleksible i deres tilgang til at tage Co-Bu Graduates ind, så man også selv kan få noget indflydelse på de arbejdsopgaver, som man godt kunne tænke sig at arbejde med. Det gør også, at man kan komme ind i programmet med forskellige typer af baggrunde, ligesom det er tilfældet for os, der er blevet optaget i år.
Det har jo også noget at gøre med, at virksomhederne ser på, hvilke kandidater, de synes, er interessante, og så tilrettelægger de et program, som de tænker, kandidaterne vil finde spændende, og som de også selv kan bruge samtidig.

Jeg har også oplevet det sådan, at der er en vis åbenhed overfor os kandidater, og at vores rotationer ikke er noget, der bare skal overstås, men er noget, der skal give en værdi, tilføjer Frederik, som bliver suppleret af Rune:

Det, synes jeg, egentligt også man kan se i og med at virksomhederne har købt ind på et projekt, hvor de ofte skal tage nye medarbejdere ind for så at skulle sende dem videre igen efter kort tid.
Det er jo en investering for virksomhederne at skulle oplære nye medarbejdere, men der er også bare rigtig meget læring i det for os.

Play Video

Hvis man er typen, der godt kan lide, at der hele tiden sker noget nyt, så er det et oplagt program at søge

- Rune Grumsen

Udover den læring, som Co-Bu virksomhedernes opgaver giver, er også netværket, som man får hos sine rotationer, noget af det, de to graduates sætter særligt meget pris på at kunne tage med sig videre.

Det her med, at vi kan være i tre forskellige virksomheder, komme ud og få forskellige erfaringer, men i høj grad også at vi kan møde en masse forskellige mennesker med forskellige baggrunde, har været noget af det, der har drevet mig mest i forhold til programmet, fortæller Frederik og uddyber, at vi opnår et stærkt netværk på tværs af tre virksomheder her i Esbjerg, synes jeg, sætter en god vej for os fremover. Uanset om vi så vil blive i en af vores rotations-virksomheder, eller hvad der skal ske efterfølgende, så vil det netværk bare være rigtig godt at have.

Jeg er helt enig i det med netværket. At få et stort netværk i en by er bare en gave og særligt her i Esbjerg, tilføjer Rune.
Det virker nemlig som om, der er mange i Esbjerg, der kender hinanden og arbejder sammen på tværs af brancher. Det gør også, at Esbjerg har et erhvervsliv, der hænger rigtig godt sammen.
Jeg tror også, det er derfor, det kan lade sig gøre med sådan noget som Co-Bu, hvor man har et Graduate program, der ikke bare er indenfor én sektor, men er indenfor flere forskellige virksomheder i forskellige brancher.

Esbjerg har også en lidt bestemt størrelse, som gør det muligt at have store og lokalforankrede virksomheder med flere end 1.000 medarbejdere som for eksempel Viking og Semco, og samtidig også nationalt dækkende virksomheder som Deloitte, pointerer Frederik og fortsætter, på den anden side, så er Esbjerg heller ikke større end, at der et rigtig godt netværk på tværs af virksomhederne.
Og så har jeg også bemærket, at der er en vilje og en drivkraft i de forskellige virksomheder og netværk her i byen, som jeg er sikker på har været medvirkende til, at et graduate program som Co-Bu overhovedet har kunnet starte op, og at det overhovedet har kunnet komme på tale.

Hvis man er typen, der godt kan lide, at der hele tiden sker noget nyt, så er det et oplagt program at søge

- Rune Grumsen

I forhold til Esbjerg så havde Rune og Frederik også en særlig personlig drivkraft i forhold til at deltage i Co-Business Graduate Programmet. De er nemlig begge fra området. Det var det professionelle, der havde størst betydning for dem, men beliggenheden havde også sine fordele.

Jeg synes som nyuddannet, er det vigtigste nok at finde det job, man gerne vil have, og så bliver beliggenheden noget, der er mere sekundært, pointerer Rune og fortsætter, jeg var så bare heldig at det graduate program, jeg gerne ville være en del af, det lå lige i Esbjerg, hvor jeg også gerne ville bo.
Jeg kommer selv fra Fanø, men jeg har boet i Esbjerg, og ville rigtig gerne tilbage efter at uddannelsen var færdiggjort, så for mig var det helt oplagt at flytte tilbage til Esbjerg.

For mig var det en bonus, at programmet lå i Esbjerg, fordi jeg kommer fra Esbjerg, og derfor har jeg en masse familie, som jeg nu har mulighed for at se på en lidt mere daglig basis igen, forklarer Frederik.
Derudover tænkte jeg også i det professionelle aspekt, at vi kommer rundt til ikke bare tre virksomheder indenfor det samme felt, men tre virksomheder i forskellige brancher, og for mit vedkommende også tre virksomheder, der er bygget forskelligt op og har forskellige organisatoriske, strukturer, og måder at arbejde på. Det kan også give mig noget erfaring og viden i forhold til at finde ud af, hvilken type virksomhed, jeg bedst kan lide at være i.

Hvilke typer virksomheder man bedst kan lide at være i, kan man som fortalt blive klogere på gennem rotationerne, som Co-Business Graduate Programmet kredser om. Det er samtidig også på lige netop det område, de nuværende graduates vil give de kommende ansøgere et par ord med på vejen.

Jeg tror, at man skal være åben overfor og gøre sig klar på det her med, at det er et lidt anderledes graduate-program end så mange andre, og at man ikke bare er i den samme virksomhed i et eller to år, men at man skal rundt til forskellige virksomheder, fortæller Frederik og uddyber,
Hvis man er indstillet på det, så er jeg sikker på, at det kommer til at give rigtig mange fordele og fede erfaringer.

Ja,
hvis man er typen, der godt kan lide, at der hele tiden sker noget nyt, så er det et oplagt program at søge, og noget som er unikt – det er i hvert fald ikke noget, som jeg selv har hørt om, at man kan få lov til at prøve andre steder, afslutter Rune.

Frederik Degn Abrahamsen

- 27 år
- Pendler til Esbjerg fra København.
- Udannet Cand.Merc. i International Marketing and Management
- Skal i rotation ved Viking Life-Saving Equipment, Deloitte og Semco Maritime.

Rune Grumsen

- 28 år gammel
- Er flyttet tilbage til Esbjerg fra København.
- Kandidat i finansiering og regnskab fra CBS
- Skal i rotation ved Deloitte, Blue Water Shipping og telesikring.

Her ses alle graduates, som deltager i Co-Business Graduate Programmet årgang 2021.
Foto: Education Esbjerg

til co-business graduate hold 2022 samarbejder vi med:

Prev HVORDAN ER DET AT VÆRE GRADUATE?
Next "Det var en øjenåbner at flytte til Esbjerg. Esbjerg gør meget for nye tilflyttere og for unge, som arbejder i byen"
You can enable/disable right clicking from Theme Options and customize this message too.

3 mdr. før opstart

PRE-BOARDING

I Pre-boarding perioden gælder det om, at du kommer godt på plads, og er klar til at din karriere skal starte. Derfor har vi sammensat et program med det formål at hjælpe dig med alt det praktiske. Klik videre og læs om de konkrete tiltag.

I et samarbejde med Esbjerg Tilflytterservice står vi klar til at hjælpe dig med at finde den rette lejebolig, eller kontakter til ejendomsmæglerne i byen, hvis du skal købe en bolig. Som en del af pakken får du en introduktion til det område, hvor du skal bo. Du skal altså ikke lede efter supermarkedet, det lokale pizzeria eller hvad du har brug for. Ligeledes kan vi hjælpe dig med et overblik over Esbjergs sociale og faglige netværk.

Har du evt. en medflyttende partner, så kan vi hjælpe ham/hende med at få drømmejobbet. I et samarbejde med Esbjerg Tilflytterservice kan vi guide og formidle jobmuligheder ved at kontakte vores lokale virksomhedsnetværk med henblik på at afsøge jobmuligheder, der passer til partnerens erfaring og kompetencer. Denne proces foregår i tæt samarbejde med erhvervscentret Business Esbjerg.

Der er også mulighed for at få individuel sparring ift. optimering af CV, brug af jobportaler, netværk og sociale netværk samt tips til uopfordrede og opfordrerede ansøgninger.

Vi inviterer hele Co-Bu holdet til at opleve Esbjerg. Vi skal besøge hele havneområdet, den smukke natur omkring Vadehavet og meget mere. Er du dygtigt til at gætte huspriser, så kan det blive til din fordel, når vi sammen med en lokal ejendomsmægler bevæger os ud på ”Gæt prisen på huset”. Du vil også få mulighed for at blive introduceret til Esbjergs kulturelle seværdigheder.  

Close Bitnami banner
Bitnami